søndag den 9. februar 2014

Jordskokkesuppe #2

Denne jordskokkesuppe er en billig, enkel og velsmagende vinterret.

Jordskokker skrælles, 'ternes' og sauteres med hakkede hvidløg i olivenolie. Tilsæt flåede tomater kog skokkerne møre, blend suppen tynd op og smag til med fond/boullion, salt og peber.

Top evt. suppen med ristet serranoskinke, ristet bacon, friterede jordskokker, friteret grønkål eller et andet sprødt indslag.


Rønnebærsnaps



Rønnebærsnaps


Modne rønnebær plukkes og lægges i fryseren et par dage. De frosne bær overhældes med en flaske hvid brøndum snaps eller vodka. 

Snapsen trækker 4-5 uger hvorefter den filtreres. Nu er det en smul drikkeklar gylden/rød essens, der skal tyndes op med brøndum eller vodka efter smag. Men den bliver kun bedre af at stå.

lørdag den 8. februar 2014

Jordskokkesuppe #1





Jordskokkesuppe med havtorn, brunet smør og ristet bacon



Hvis du har udbenet en kylling er det en god ide at bruge skroget til at koge en kyllingefond, som f.eks. kan bruges til denne lækre jordskokkesuppe. 

Ingredienser suppe:
et halvt kilo skrællede jordskokker, 
et par store skrællede kartofler,
et stort hakket løg, evt. lidt hvidløg
olivenolie,
en lille liter fond (af kylling, høne eller grøntsager)
et skvæt fløde
muskatnød, salt peber, æbleeddike eller citron efter smag

Ingredienser topping:
brunet smør,
havtorn,
ristet bacon 
evt, friterede jordskokker/kartofler

Start med at sætte smørret til at brune på allerlaveste varme i en tykbundet gryde. Pas meget på, at det ikke brænder på. Det skal brune længe og have en sød nøddeagtig smag når det er færdigt. Si/skum brændte tørstoffer fra undervejs og til sidst. Mos en god håndfuld havtorn i det lune smør, når det er brunet færdigt.

Svits løg i olivenolien til de er klare, tilsæt jordskokker og kartofler i tern. Steg let og tilsæt fonden. Lad det hele koge til rodfrugterne er møre. Blend herefter suppen tilsæt fløde. Smag til.

Anret suppen med havtorn i brunet smør, ristet bacon og eller friterede skiver af jordskokker/kartofler.

Det søde smør og de syrlige havtorn passer perfekt til de lækre jordskokker.

Se også jordskokkesuppe # 2.

Tips til dips: Koncept for gæstebud #1

Jeg har i min tid som kogekone haft god erfaring med at lave en 'rullende' buffet af mange småretter, kødretter og salater. Det er nemt at håndtere for en enkelt person, når der skal serveres mad for rigtigt mange. 

Det er desuden en uformel og hyggelig måde at beværte gæster på, fordi det primære arbejde ligger i forberedelsen. 

Ideen er at lade de foreskellige retter (appetizer, forret, hovedret og herefter dessert og kaffe) glide over i hinanden. Lad retterne blive til de er spist og suppler hele tiden med noget nyt. Det giver gæsterne en anledning til at gå til buffeten jævnligt, og der ikke er de store afbrydelser i serveringen.  Det eneste kogekonen skal gøre er at sætte på buffeten, holde den i orden så fadene og bordet ser appetitligt ud (det er nødvendigt!!) og tage tomme fade og skåle ud.  

Een af grundpillerne i konceptet er den enkle appetizer, der kan tåle at blive stående og få fornyet status af tilbehør til både forret og hovedret.

Som et fast og farverigt indslag plejer jeg at servere sprøde grøntsagsstave af gulerødder, agurker, kinaradisser, halve tomater, blomkålsbuketter eller lign. samt chips, crostini, friskbagt brød eller ristede brødskiver med olie og hvidløg. Små lækre ting der kan dyppes. Kun fantasien sætter grænser.

Hertil kommer så diverse tips til dips:

1):  Ufarvet caviar rørt op i en fed creme fraiche

2): Rygeost (uden kommen) rørt op med masser af finhakket dild og hvidløg lidt salt

3): Røget tofu (kan købes i helsekost) blendet med citron, hvidløg og olivenolie til den er lind

4): Krydderost rørt op med finhakket sprødstegt bacon og lidt mælk for at gøre den lind

5): Danablue rørt op med lidt mælk

6): Sød chilisauce rørt op med limesaft og lidt flagesalt

7): Most indmad af en halveret bagt aubergine, hakket chili, olivenolie, limesaft, hakket hvidløg, spidskommen og frisk koriander  

8): Tapenade af blendede oliven kapers, olie og hvidløg (og evt.ansjoser)

9): Miso rørt op med dashi (begge dele kan købes hos asiatiske købmænd), knust hvidløg og hvid balsamico 

10): Romesco sauce

11): Blendede tomater, med hvidløg, olivenolie, balsamico, lidt hvidt brød og frisk basilikum (smagt til med salt)

12): Hjemmerørt mayonnaise med hvidløg, sød chili sauce, wasabi eller citronskal.

Alle disse dips/tapenader passer sammen på kryds og tværs afhængigt af hvilken retning resten af buffeten kommer til at tage. Asiatisk, nordisk, middelhavsinspireret eller lign. 



   


Saftig kylling med laurbærblade

udbenet kylling stegt i laurbær


Denne opskrift er til en dag, du har god tid til at forberede aftensmaden. Til gengæld er den umagen værd, hvis du ligesom jeg kan lide smagen af laurbær. Jeg har en lille busk stående på altanen, som jeg primært bruger til denne opskrift.

Start med den besværlige del med at udbene en kylling. Hvis du er i tvivl om hvordan, så er der god hjælp at hente på youtube. Det kræver lidt omhu og tålmodighed, men når først kyllingen ligger helt uden ben i kroppen, er resten af tilberedningen, anretningen og serveringen en fest.

Krydr den benløse kylling med salt og peber, og hægt den sammen med et par kødnåle. 

Varm olivenolie på en stor pande og spred masser af friske laurbærblade (12-15 stykker) som et tæppe ud i den varme olie. Læg kyllingen ned oveni laurbærbladene, og steg den på den ene side ca. 10 minutter. Løft herefter kyllingen op - forsigtigt så laurbærbladene hænger ved. 

Gentag manøvren med olie, nye laurbærblade og steg kyllingen tilsvarende på den anden side. 

Lad kyllingestegen hvile lidt, inden du skærer den ud i fine skiver og serverer den. 

onsdag den 22. januar 2014

Østers på tre måder

Østers på tre måder

Inden jeg skulle lave stor middag med østers ad lib, var jeg nødt til at prøve lidt forskelligt. 

I midten en østers au naturel - lige på og rå - blot tilsat lidt friskkværnet peber. 

Til højre en østers a la brændende kærlighed, med lidt løg, bacon, fint snittede kartofler ristet på panden.

Og sidst men ikke mindst en østers med løgvinagrette. Lav en mild vinagrette af skalotteløg, æbleeddike, olivenolie, salt og peber. Lad den trække en times tid og læg en skefuld på hver østers.

Den sidste var min personlige favorit.

Østers ad lib

Havets guld

En af de helt store oplevelser i efteråret 2013 var østerssafari på Fanø. To personers vandren rundt i en time ved lavvande på stranden mod Esbjerg gav et overdådigt udbytte på næsten hundrede stillehavsøsters.  

Det gav rig mulighed for både at invitere to hold gæster på østers ad libitum og forære friske østers som 'værtindegaver' de steder, vi kom frem på vores efterårstur. 

Vi havde tilmeldt os en officiel østerssafari via Fanø turistforening.  Men man kan sagtens plukke østers i Vadehavet på egen hånd, hvis man bare holder øje med tidevandskalenderen og vandtemperaturen.  

Tjek kalenderen for at sikre, at der både er lavvande og dagslys når du planlægger din tur.

Og tjek vandtemperaturen for at sikre, at vandet er under 14 grader.  Det er nødvendigt for at sikre, at der ikke er giftige blå-grønne alger, der kan forurene de lækre østers.

Medbring en spand, et par (tætte!) gummistøvler, varmt tøj og tynde stofhandsker i et par større gummihandsker.... Det sidste er en rigtig god ide, hvis vandet er koldt.  

Så er det bare om at gå ud på stranden, der hvor vandet er trukket helt bort, og bukke sig ned og plukke. Østers gemmer sig lige under sandet, men afslører sig ved vejrtrækningen, eller ved at stikke et lille hjørne op.  

Hvis de opbevares rigtigt - dvs. køligt, fugtigt og med den runde side nedad, kan de sagtens holde sig mindst en uge. Lugt til hver eneste østers når du åbner den. Hvis den lugter frisk af hav, er den god, og klar til at spise. 

Tjek youtube hvis du vil lære at åbne østers. Der er mange gode film, der viser hvordan.

Stillehavsøsters er en invasiv art i Danmark, så husk du gør både dig selv og naturen en tjeneste ved at spise løs af den!