Viser opslag med etiketten efterår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten efterår. Vis alle opslag

søndag den 14. september 2014

Pæremarmelade med fennikel

Frugtordningens  lidt bløde pærer kan bruges til en dejlig sød pæremarmelade med fennikelfrø.

Skræl pærerne og fjern kernehuset. Skær pærerne i små stykker og kog dem i en gryde med lige dele sukker og frugt (eller lidt mindre sukker hvis du foretækker din marmelade mindre sød). Tilsæt en knivspids salt og en lille håndfuld fennikelfrø og lad marmeladen simre. 

Tilsæt eventuelt en teskefuld rød marmelit blandet op med lidt sukker de sidste par minutter af kogetiden, hvis du synes din marmelade er for tynd.

Hæld marmeladen på skoldede glas evt. tilsat lidt atamon hvis du gerne vil have at den skal holde sig længe.

Du kan sagtens supplere/erstatte pærerne med lidt bløde blommer og/eller ferskner hvis der er sådan nogle til overs.







søndag den 9. februar 2014

Jordskokkesuppe #2

Denne jordskokkesuppe er en billig, enkel og velsmagende vinterret.

Jordskokker skrælles, 'ternes' og sauteres med hakkede hvidløg i olivenolie. Tilsæt flåede tomater kog skokkerne møre, blend suppen tynd op og smag til med fond/boullion, salt og peber.

Top evt. suppen med ristet serranoskinke, ristet bacon, friterede jordskokker, friteret grønkål eller et andet sprødt indslag.


Rønnebærsnaps



Rønnebærsnaps


Modne rønnebær plukkes og lægges i fryseren et par dage. De frosne bær overhældes med en flaske hvid brøndum snaps eller vodka. 

Snapsen trækker 4-5 uger hvorefter den filtreres. Nu er det en smul drikkeklar gylden/rød essens, der skal tyndes op med brøndum eller vodka efter smag. Men den bliver kun bedre af at stå.

lørdag den 8. februar 2014

Jordskokkesuppe #1





Jordskokkesuppe med havtorn, brunet smør og ristet bacon



Hvis du har udbenet en kylling er det en god ide at bruge skroget til at koge en kyllingefond, som f.eks. kan bruges til denne lækre jordskokkesuppe. 

Ingredienser suppe:
et halvt kilo skrællede jordskokker, 
et par store skrællede kartofler,
et stort hakket løg, evt. lidt hvidløg
olivenolie,
en lille liter fond (af kylling, høne eller grøntsager)
et skvæt fløde
muskatnød, salt peber, æbleeddike eller citron efter smag

Ingredienser topping:
brunet smør,
havtorn,
ristet bacon 
evt, friterede jordskokker/kartofler

Start med at sætte smørret til at brune på allerlaveste varme i en tykbundet gryde. Pas meget på, at det ikke brænder på. Det skal brune længe og have en sød nøddeagtig smag når det er færdigt. Si/skum brændte tørstoffer fra undervejs og til sidst. Mos en god håndfuld havtorn i det lune smør, når det er brunet færdigt.

Svits løg i olivenolien til de er klare, tilsæt jordskokker og kartofler i tern. Steg let og tilsæt fonden. Lad det hele koge til rodfrugterne er møre. Blend herefter suppen tilsæt fløde. Smag til.

Anret suppen med havtorn i brunet smør, ristet bacon og eller friterede skiver af jordskokker/kartofler.

Det søde smør og de syrlige havtorn passer perfekt til de lækre jordskokker.

Se også jordskokkesuppe # 2.

onsdag den 22. januar 2014

Østers på tre måder

Østers på tre måder

Inden jeg skulle lave stor middag med østers ad lib, var jeg nødt til at prøve lidt forskelligt. 

I midten en østers au naturel - lige på og rå - blot tilsat lidt friskkværnet peber. 

Til højre en østers a la brændende kærlighed, med lidt løg, bacon, fint snittede kartofler ristet på panden.

Og sidst men ikke mindst en østers med løgvinagrette. Lav en mild vinagrette af skalotteløg, æbleeddike, olivenolie, salt og peber. Lad den trække en times tid og læg en skefuld på hver østers.

Den sidste var min personlige favorit.

Østers ad lib

Havets guld

En af de helt store oplevelser i efteråret 2013 var østerssafari på Fanø. To personers vandren rundt i en time ved lavvande på stranden mod Esbjerg gav et overdådigt udbytte på næsten hundrede stillehavsøsters.  

Det gav rig mulighed for både at invitere to hold gæster på østers ad libitum og forære friske østers som 'værtindegaver' de steder, vi kom frem på vores efterårstur. 

Vi havde tilmeldt os en officiel østerssafari via Fanø turistforening.  Men man kan sagtens plukke østers i Vadehavet på egen hånd, hvis man bare holder øje med tidevandskalenderen og vandtemperaturen.  

Tjek kalenderen for at sikre, at der både er lavvande og dagslys når du planlægger din tur.

Og tjek vandtemperaturen for at sikre, at vandet er under 14 grader.  Det er nødvendigt for at sikre, at der ikke er giftige blå-grønne alger, der kan forurene de lækre østers.

Medbring en spand, et par (tætte!) gummistøvler, varmt tøj og tynde stofhandsker i et par større gummihandsker.... Det sidste er en rigtig god ide, hvis vandet er koldt.  

Så er det bare om at gå ud på stranden, der hvor vandet er trukket helt bort, og bukke sig ned og plukke. Østers gemmer sig lige under sandet, men afslører sig ved vejrtrækningen, eller ved at stikke et lille hjørne op.  

Hvis de opbevares rigtigt - dvs. køligt, fugtigt og med den runde side nedad, kan de sagtens holde sig mindst en uge. Lugt til hver eneste østers når du åbner den. Hvis den lugter frisk af hav, er den god, og klar til at spise. 

Tjek youtube hvis du vil lære at åbne østers. Der er mange gode film, der viser hvordan.

Stillehavsøsters er en invasiv art i Danmark, så husk du gør både dig selv og naturen en tjeneste ved at spise løs af den! 



lørdag den 11. januar 2014

En slags rødkål

Rød spidskål med æbler

Jeg er vild med rødkål. Altså rigtig lun, sur, sød, kål med andefedt og en eksotisk smag af sukker, mild eddike, appelsin, spidskommen, kanel, ribsgele og et strejf cayenne.

Men synes på en måde mest, den hører julen og den tunge julemad til.   

Derfor har jeg fundet på et lidt lettere alternativ, der kan bruges året rundt.

Rist en håndfuld tynde æblebåde kort på en pande i lidt olivenolie. Ingrid Marie er gode, med lad være med at stå og røre alt for meget i dem, mens de ristes. Det er synd hvis de smadres, og det eneste man opnår er, at varmen går af panden. 

Tilsæt strimlet rødløg og lilla spidskål og en god håndfuld fennikelfrø lad dem riste med til grøntsagerne bliver lidt blanke.  

Tilsæt et skvæt æbleeddike og lad den dampe til kålen har den konsistens du ønsker. Jeg foretrækker, når den stadig har lidt bid.

Smag til med honning, salt og peber. 

Passer supergodt til kylling og perfekt til gris. Fennikelfrø og gris er et 'match made in heaven'!!! 

søndag den 15. september 2013

Byhøst og Havtorn

Havtorn fra Vestamager


Havde hørt at der skulle være rigtigt mange på fælleden, så jeg prøvede at google 'Havtorn' og 'København'.  Det førte mig til byhøst.dk hvor brugerne i fællesskab kortlægger vilde afgrøder.  Det site tror jeg at jeg får stor glæde af fremover.

En cykletur i det skønneste efterårsvejr førte mig i går til et sted på Vestamager, der ikke var registreret på kortet. Så nu har jeg fryseren fuld af havtorn og delt lokationen. 

Havtornen er lagt i fryseren mens de stadig hænger på de afklippede grene. Det er smart at bærrene er frosne så de ikke smatter ud når man prøvet at trække dem af de tornefyldte grene.  




tirsdag den 1. januar 2013

Tørring af svampe


Efterårets indkøb var denne svampetørrer købt i Eko i Fjälkinge i Sverige (og nej eko står ikke for økologi men for økonomi!!).

Den fylder helt urimeligt meget, men er vel nærmest uundværlig den uge i det det år svampesæsonen måske skulle vise sig at være gunstig.

Jeg købte den egentligt som en fødselsdagsgave til min søster, som er en dygtig svampejæger. Men da vi skulle 'bytte' gaver viste det sig, at hun havde købt en magen til til mig i Netto (til den halve pris). Så nu bor den svenske og svagt lilla model hos mig.

Jeg har udover svampene prøvet at tørre tynde æbleskiver (dryppet med appelsinsaft for at de ikke skal blive brune) og kvarte tomater. Det blev supergodt. Glæder mig til at prøve at tørre bær, chili, krydderurter mv.

søndag den 9. oktober 2011

Hindbær snaps

Jeg har en god veninde, der hvert år får ufattelige mængder af frugt, bær, tomater, chili, og krydderurter ud af sin lillebitte rækkehushave i Virum. 

I går, da jeg var ude at besøge hende, blev jeg udstyret med masser af hindbær. Efterårshindbær! Store, lækre, nyplukkede bær uden orm og polske colibakterier. Hvor heldig har man lov at være....?

De er nu hældt på en flaske vodka, tilsat et skvæt akaciehonning og er sat i spisekammeret for at trække i et halvt års tid (hvis jeg kan vente så længe). 

Glæder mig allerede til april! 

torsdag den 29. september 2011

Svampelasagne

Tragtkantareller

Nyplukkede svampe gør sig ualmindeligt godt i en rustik lasagne! 

Jeg plejer at svitse løg, hvidløg og svampe (gerne tragtkantareller) i en pande, smage til med salt og peber, og lægge i lag med en bechamelsovs og fuldkornslasagne. Det sidste pasta lag toppes med bechamel og frisk mozzarella, hvorefter lasagnen bages i ovnen.

Hvis man godt kan lide en lidt sprød konsistens er det lækkert at smøre formen med smør og drysse med lidt rasp inden lasagnen bygges. Og så kan man også drysse rasp på toppen inden den bages.

Lasagnen kan sagtens laves med købe-champignons suppleret med lidt tørrede eller frosne vilde svampe, hvis der er lavvande i efteråret depot... Men så er det en god ide at snyde lidt og bruge en smule svampeboullion-terning i bechamelsovsen.

Har aldrig fundet svampeboullion herhjemme, men det kan købes i svenske supermarkeder.

Hvis man skærer lasagnen ud i små anretninger, så er det en vældig god forret til en efterårsmenu.


lørdag den 24. september 2011

Råsyltede Havtorn



100 gr. havtorn hældes i et skoldet syltetøjsglas med 50 gr. rørsukker et par stjerneanis, kardemommekapsler og lidt hele nelliker. Lad glasset stå en lille uge, og rør lidt rundt engang i mellem. 


Det er gået en god uge siden ovenstående foto blev taget, og jeg er nu den glade ejer af et glas ubeskriveligt aromatisk syltetøj. Har puttet et lillebitte skvæt atamon i glasset. Vil ikke risikere, at mit syltetøj forgår...

lørdag den 17. september 2011

Flødestuvede svampe

Vilde svampe er en herlig spise, der kan anvendes på mange måder. 


Min absolutte favorit, der er indbegrebet af efterår, svampe tur og absolut old school er flødestuvede svampe på et stykke ristet brød.


Svits lidt løg og hvidløg i smør og olie, tilsæt de nyhøstede svampe og lad dem svitse med til de er møre. Tilsæt fløde, og smag til med salt, peber og evt lidt citronsaft. Lad det koge ind og anret på et ristet stykke brød. Drys med grofthakket persille. 


En dejlig forret eller frokostanretning.