Viser opslag med etiketten frokost. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten frokost. Vis alle opslag

tirsdag den 14. januar 2014

Dyrlægens de luxe

Dyrlægens natmad med andemousse

Hvis du ligesom jeg er en 'hund efter smørrebrød' så er denne luksusudgave af dyrlægens natmad værd at prøve. 

Brug et godt, mørkt, groft, friskbagt rugbrød med masser af kerner. Enten hjemmebagt eller fra en rigtig god bager.  Rugbrød er fundamentet i ethvert stykke godt smørrebrød, så det er dumt at gå på kompromis med brødkvaliteten. 

Smør brødet med (rigtigt) smør og læg et stykke saltkød på.  Ovenpå saltkødet lægges herefter sky og andemousse eller andepaté i strimler. Herefter pyntes maden med rødløg, karse og friskkværnet peber. 

Hvid du ikke gider at lave andemousse selv, kan den købes hos Ma Poule i Torvehallerne eller i Irma. 

Karsen er obligatorisk. Den gør bare noget særligt!

Husk at en af hemmelighederne bag smørrebrød er det visuelle indtryk. Så det er en god idé at gøre dig umage med anretningen. 

Jeg kan godt lide, at det hele er lidt rustikt ligesom brødet. 

  



fredag den 3. januar 2014

Ristede løg

Ristede løg

Hvis du - ligesom jeg - sætter pris på en kartoffelmad, er det umagen værd at riste sine løg selv. 

Skær zittauer eller skalotte-løg i fine ringe. og drys dem med lidt mel. Varm olien op, og steg herefter løgringene sprøde i rigeligt smagsneutral olie ved den svageste varme. Det er vigtigt at varmen er svag så de ikke brænder på undervejs, for det tager ret lang tid inden al væden er stegt ud af løgene, og de er gyldne og sprøde. Herefter lægges de på fedtsugende papir (køkkenrulle) og drysses med flagesalt.  

Jeg lover, at det er værd at vente på. 

Med en skefuld hjemmerørt citronmayonnaise, en skive ristet bacon og lidt rå rødløg og purløg oveni er kartoffelmaden hjemme!    

søndag den 17. november 2013

Mors hjemmebagte knækbrød



Min mor bager verdens bedste knækbrød. Små rombeformede himmerigsmundfulde, som passer perfekt til ost - ikke mindst blåskimmel.

Her er opskriften:

1dl hørfrø
1 dl sesamfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl havregryn (måske lidt mere)
175 gr hvedemel
1 tsk bagepulver
2 tsk groft salt
2 dl vand
1 dl olie

Du kan også tilsætte en håndfuld tørrede aromatiske krydderurter, hvis du er i det eksperimenterende hjørne. Jeg har prøvet både rosmarin og ramsløg. Det var meget lækkert.

Røres sammen og deles i 2 portioner. Hver portion dej rulles ud imellem 2 stykker bagepapir og ridses i firkanter (romber) inden de bages på hver sin plade ved 180 grader varmluft i ca. 15 minutter. 

Dejen skal ikke hvile, før den bages. 

Det er en god ide at lave dobbeltportion. De sprøde knækbrød forsvinder hurtigt.


mandag den 23. juli 2012

Røget citronmayonnaise

En hjemmerørt mayonnaise - lavet af pasteuriserede æggeblommer pisket med en smagsneutral olie - kan komme til at smage endnu mere fantastisk hvis den smages til med røgsalt, lidt citronsaft og skal fra en usprøjtet citron. Den blev afprøvet på en kartoffelmad i aftensol på tagterrassen. Ummmmm! 

rugbrød med nye kartofler, røget citronmayonnaise, ristet bacon, purløg og rødløg 

Røgsalt kan købes i torvehallerne eller i Irma.

Et tip: Når du rører mayonnaisen så sørg for at blomme og olie har stuetemperatur. Så skulle der være mindre risiko for, at den skiller.

lørdag den 17. september 2011

Flødestuvede svampe

Vilde svampe er en herlig spise, der kan anvendes på mange måder. 


Min absolutte favorit, der er indbegrebet af efterår, svampe tur og absolut old school er flødestuvede svampe på et stykke ristet brød.


Svits lidt løg og hvidløg i smør og olie, tilsæt de nyhøstede svampe og lad dem svitse med til de er møre. Tilsæt fløde, og smag til med salt, peber og evt lidt citronsaft. Lad det koge ind og anret på et ristet stykke brød. Drys med grofthakket persille. 


En dejlig forret eller frokostanretning.