tirsdag den 14. januar 2014

Dyrlægens de luxe

Dyrlægens natmad med andemousse

Hvis du ligesom jeg er en 'hund efter smørrebrød' så er denne luksusudgave af dyrlægens natmad værd at prøve. 

Brug et godt, mørkt, groft, friskbagt rugbrød med masser af kerner. Enten hjemmebagt eller fra en rigtig god bager.  Rugbrød er fundamentet i ethvert stykke godt smørrebrød, så det er dumt at gå på kompromis med brødkvaliteten. 

Smør brødet med (rigtigt) smør og læg et stykke saltkød på.  Ovenpå saltkødet lægges herefter sky og andemousse eller andepaté i strimler. Herefter pyntes maden med rødløg, karse og friskkværnet peber. 

Hvid du ikke gider at lave andemousse selv, kan den købes hos Ma Poule i Torvehallerne eller i Irma. 

Karsen er obligatorisk. Den gør bare noget særligt!

Husk at en af hemmelighederne bag smørrebrød er det visuelle indtryk. Så det er en god idé at gøre dig umage med anretningen. 

Jeg kan godt lide, at det hele er lidt rustikt ligesom brødet. 

  



lørdag den 11. januar 2014

En slags rødkål

Rød spidskål med æbler

Jeg er vild med rødkål. Altså rigtig lun, sur, sød, kål med andefedt og en eksotisk smag af sukker, mild eddike, appelsin, spidskommen, kanel, ribsgele og et strejf cayenne.

Men synes på en måde mest, den hører julen og den tunge julemad til.   

Derfor har jeg fundet på et lidt lettere alternativ, der kan bruges året rundt.

Rist en håndfuld tynde æblebåde kort på en pande i lidt olivenolie. Ingrid Marie er gode, med lad være med at stå og røre alt for meget i dem, mens de ristes. Det er synd hvis de smadres, og det eneste man opnår er, at varmen går af panden. 

Tilsæt strimlet rødløg og lilla spidskål og en god håndfuld fennikelfrø lad dem riste med til grøntsagerne bliver lidt blanke.  

Tilsæt et skvæt æbleeddike og lad den dampe til kålen har den konsistens du ønsker. Jeg foretrækker, når den stadig har lidt bid.

Smag til med honning, salt og peber. 

Passer supergodt til kylling og perfekt til gris. Fennikelfrø og gris er et 'match made in heaven'!!! 

lørdag den 4. januar 2014

Falafel


Sprøde falafler

Falafel er en dejlig og billig ret. Dejen kræver lidt forberedelse, så det er en god ide at lave en stor portion og fryse den ned, så du altid har en pose ready-made falafel dej klar til at stege til gyldne sprøde falafler.

Udblød 500 gr kikærter i rigeligt vand natten over. Dræn dem i et dørslag, og sorter eventuelle småsten og lignende fra. 

Blend kikærterne i en blender eller foodprocessor sammen med to store løg en håndfuld hvidløgsfed, et par spiseskefuld salt, lidt korianderfrø (en teskefuld) og godt med spidskommen (3-4 spiseskefulde hele eller stødte). Tilsæt eventuelt chili, persille, mynte, dild eller frisk koriander, hvis du synes. Jeg foretrækker de friske krydderurter som tilbehør i en salat. 

Rør dejen sammen med ca. 3 spiseskefulde mel for at binde den sammen. Lad den hvile 4-6 timer på køkkenbordet. Tilsæt evt. lidt mere mel, hvis den skal binde bedre. Hvis du laver dejen til fryseren, så husk hviletiden inden du smider den i fryseren. Det er den, der får falafeldejen til at binde. 

Herefter kan dejen klemmes til små flade kikærteboller, og steges på begge sider i rigeligt smagsneutral olie på en pande. Lad olien varme godt op inden falaflerne puttes i og skru herefter ned på svag varme så de ikke vold-steger. Og lav dem ikke for store, de skal gerne nå at blive tilberedt hele vejen igennem inden de bliver gyldne. 

Bemærk Kikærterne skal IKKE koges før de blendes. De bliver tilberedt i olien når falaflerne steges.

Server dem med salat, pitabrød, masser af krydderurter og en god hjemmelavet harissa.

fredag den 3. januar 2014

Ristede løg

Ristede løg

Hvis du - ligesom jeg - sætter pris på en kartoffelmad, er det umagen værd at riste sine løg selv. 

Skær zittauer eller skalotte-løg i fine ringe. og drys dem med lidt mel. Varm olien op, og steg herefter løgringene sprøde i rigeligt smagsneutral olie ved den svageste varme. Det er vigtigt at varmen er svag så de ikke brænder på undervejs, for det tager ret lang tid inden al væden er stegt ud af løgene, og de er gyldne og sprøde. Herefter lægges de på fedtsugende papir (køkkenrulle) og drysses med flagesalt.  

Jeg lover, at det er værd at vente på. 

Med en skefuld hjemmerørt citronmayonnaise, en skive ristet bacon og lidt rå rødløg og purløg oveni er kartoffelmaden hjemme!    

søndag den 17. november 2013

Mors hjemmebagte knækbrød



Min mor bager verdens bedste knækbrød. Små rombeformede himmerigsmundfulde, som passer perfekt til ost - ikke mindst blåskimmel.

Her er opskriften:

1dl hørfrø
1 dl sesamfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl havregryn (måske lidt mere)
175 gr hvedemel
1 tsk bagepulver
2 tsk groft salt
2 dl vand
1 dl olie

Du kan også tilsætte en håndfuld tørrede aromatiske krydderurter, hvis du er i det eksperimenterende hjørne. Jeg har prøvet både rosmarin og ramsløg. Det var meget lækkert.

Røres sammen og deles i 2 portioner. Hver portion dej rulles ud imellem 2 stykker bagepapir og ridses i firkanter (romber) inden de bages på hver sin plade ved 180 grader varmluft i ca. 15 minutter. 

Dejen skal ikke hvile, før den bages. 

Det er en god ide at lave dobbeltportion. De sprøde knækbrød forsvinder hurtigt.


søndag den 15. september 2013

Rugbrødschips

Rugbrødschips

En gammel rest rugbrød kan blive til de lækreste rugbrødschips, hvis du skærer dem i ultratynde skiver, pensler dem med olie og drysser med lidt flagesalt, og derefter bager dem i ovnen ved 170 grader til de er sprøde.

Kan sikkert også gøre lykke med røgsalt og krydderier som f.eks. rosmarin. 

Van hauen tager 30 kroner for en lille pose. Synes faktisk mine egne er bedre.

Byhøst og Havtorn

Havtorn fra Vestamager


Havde hørt at der skulle være rigtigt mange på fælleden, så jeg prøvede at google 'Havtorn' og 'København'.  Det førte mig til byhøst.dk hvor brugerne i fællesskab kortlægger vilde afgrøder.  Det site tror jeg at jeg får stor glæde af fremover.

En cykletur i det skønneste efterårsvejr førte mig i går til et sted på Vestamager, der ikke var registreret på kortet. Så nu har jeg fryseren fuld af havtorn og delt lokationen. 

Havtornen er lagt i fryseren mens de stadig hænger på de afklippede grene. Det er smart at bærrene er frosne så de ikke smatter ud når man prøvet at trække dem af de tornefyldte grene.