mandag den 14. november 2011

Running DanCake

DanCake maki
Jeg elsker sushi og holder da også af buffetkonceptet hvor man selv kan vælge de lækkerier man holder mest af... naturligvis betinget af at det er en buffet med lækkerier.

Men helt ærligt. Jeg står af på konceptet: running sushi!  

Og det er ikke fordi jeg ikke har givet det en reel chance! Tre gange har jeg prøvet det - og det var tre forskellige steder. 

Alle gange har det efterladt mig alt for forspist og i en tilstand af småstress over en buffet, der stikker af for øjnene af mig. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om, at være nærværende overfor mine ledsagere og syntes desværre, at kvaliteten af de flygtende anretninger var lidt for svingende.

Måske er det bare mig, der er dogmatisk.... men en discountreje dyppet i dej og dunket i den gyldne gryde eller en DanCake maki roll hører ikke hjemme i et sushikøkken.






onsdag den 26. oktober 2011

Urban Farming Harrissa

Urban farming


Harrissa

Jeg har med held dyrket en masse chili i min vindueskarm i år. Og nu har jeg brugt dem allesammen på en dejlig harissa. Harissa laver jeg på slump... altid på slump. Og gerne med en 'ny' ingrediens for hver gang. Så bliver den ligesom juletræet - skønnere og skønnere for hvert gang.

Jeg rister en masse forskellige tørrede krydderier på en pande for at fremhæve deres aroma. Fennikelfrø, spidskommen og korianderfrø er et must. Men du kan sagtens supplere med rigtig kommen, stjerneanis, bukkehornsfrø... you name it.

Når krydderierne begynder at dufte, så knuses de i en morter eller i en foodprocessor hvis ikke du har noget imod en grov konsistens. Herefter blendes krydderierne med masser af udkernede chilier, rød peber, soltørrede tomater (gerne i olie), ekstra olivenolie, en aromatisk eddike, hvidløg og salt. 

Du kan også smide friske tomater, rødløg og citronskal i blenderen, og faktisk også undvære eddiken og de soltørrede tomater. Kun fantasien og smagspræferencerne sætter grænser.  

Harissaen hældes på et skoldet glas og spises i en fart til hvad som helst. F.eks. Falafel, chili con carne, kylling eller som tapenade på et stykke brød.

Hvis du ikke er så glad for meget stærk mad, så brug bare nogle milde chilier. Når jeg ikke har adgang til egen-avlen fra vindueskarmen, så plejer jeg at købe en pakke blandede friske chili fra Irma eller Superbrugsen og supplere med de billige røde man kan købe i løs vægt. 

Det sparker r.... !  

Husk hvis du blander røde og grønne chillier i samme harissa, så bliver den lidt brunlig.  Det gør ikke mig noget, men jeg kender et par super-æstetikere, der foretrækker den helt rød/gul/orange.




onsdag den 12. oktober 2011

Mandler ristet i soya og chili


Ristede mandler med soya og chili er superlækre som en snack til en aperitif eller et glas koldt øl.

En god portion mandler tørristes på en pande til de begynder at tage farve. Tilsæt lidt olivenolie og tørret chili og rist lidt videre.... Herefter hældes et godt skvæt god soya på panden, og soyaen koges ind. Mandlerne serveres (gerne lune) med et drys flagesalt ovenpå.

Mandlerne stimulerer en sund naturlig tørst!!   ummmmm

søndag den 9. oktober 2011

Esdragon pesto



Jeg fik også en hel bærepose fuld af frisk esdragon fra rækkehushaven i Virum. Halvdelen er hængt til tørre, mens resten blev smidt i foodprocessoren med to fed hvidløg, en håndfuld ristede pinjekerner, salt og et ordentligt skvæt god olivenolie.... Husk at nøjes med at bruge bladene.

Ummm lækker pesto til fisk, salater, grillet gedeost eller bare ovenpå et stykke brød som på billeder. Det var en håndmad, der ikke blev ringere af at få lagt en tynd skive lakrids-chilispegepølse fra Aalbæk slagteren ovenpå. 

Pestoen kunne helt sikkert også godt have brugt lidt frisk revet parmesan, men det havde jeg ikke.   

Spegepølsen kan man købe i Torvehallerne på Israels plads. 3 spegepølser for 120,- kr. Det er altså ikke så dyrt derovre, som kritikerne prøver at gøre det til!!! 
(Har stadig lidt svært ved at tage kritik af min nye fantastiske nærbutik).

Hindbær snaps

Jeg har en god veninde, der hvert år får ufattelige mængder af frugt, bær, tomater, chili, og krydderurter ud af sin lillebitte rækkehushave i Virum. 

I går, da jeg var ude at besøge hende, blev jeg udstyret med masser af hindbær. Efterårshindbær! Store, lækre, nyplukkede bær uden orm og polske colibakterier. Hvor heldig har man lov at være....?

De er nu hældt på en flaske vodka, tilsat et skvæt akaciehonning og er sat i spisekammeret for at trække i et halvt års tid (hvis jeg kan vente så længe). 

Glæder mig allerede til april! 

Snaps på Havtorn

Når du har fået pillet de genstridige havtorn af grenene uden at stikke dig (se tidligere indlæg om hvordan) er de også gode at bruge i snaps.

Tag ca. 250 gr. havtorn, en flaske klar brøndum eller 'slavevodka' og et skvæt flydende honning hæld det hele på en flaske og lad snapsen stå et køligt mørkt sted og trække i ca. et halvt år.

Herefter filtreres snapsen og den er klar til at drikke.

torsdag den 29. september 2011

Svampelasagne

Tragtkantareller

Nyplukkede svampe gør sig ualmindeligt godt i en rustik lasagne! 

Jeg plejer at svitse løg, hvidløg og svampe (gerne tragtkantareller) i en pande, smage til med salt og peber, og lægge i lag med en bechamelsovs og fuldkornslasagne. Det sidste pasta lag toppes med bechamel og frisk mozzarella, hvorefter lasagnen bages i ovnen.

Hvis man godt kan lide en lidt sprød konsistens er det lækkert at smøre formen med smør og drysse med lidt rasp inden lasagnen bygges. Og så kan man også drysse rasp på toppen inden den bages.

Lasagnen kan sagtens laves med købe-champignons suppleret med lidt tørrede eller frosne vilde svampe, hvis der er lavvande i efteråret depot... Men så er det en god ide at snyde lidt og bruge en smule svampeboullion-terning i bechamelsovsen.

Har aldrig fundet svampeboullion herhjemme, men det kan købes i svenske supermarkeder.

Hvis man skærer lasagnen ud i små anretninger, så er det en vældig god forret til en efterårsmenu.


lørdag den 24. september 2011

Råsyltede Havtorn



100 gr. havtorn hældes i et skoldet syltetøjsglas med 50 gr. rørsukker et par stjerneanis, kardemommekapsler og lidt hele nelliker. Lad glasset stå en lille uge, og rør lidt rundt engang i mellem. 


Det er gået en god uge siden ovenstående foto blev taget, og jeg er nu den glade ejer af et glas ubeskriveligt aromatisk syltetøj. Har puttet et lillebitte skvæt atamon i glasset. Vil ikke risikere, at mit syltetøj forgår...

Havtorn


Er der noget så sjovt som at eksperimentere med en 'ny' råvare? Jeg har 'opdaget' havtorn, og er faldet for dens fantastiske pikante syrlige smag og skønne udseende. 

Nu bor jeg desværre ikke i et område hvor der vokser havtorn. Til gengæld har jeg fået en ny nabo i form af de fantastiske torvehaller på Israels Plads. Derovre er der en udendørsstand, der hedder Vildnis, hvor der står en sød kvinde og sælger diverse vilde nymoderne (eller måske nærmere retro-moderne) råvarer som f.eks. strandkål, paradisæbler og ja.... Havtorn.

Sidste år faldt jeg over et lille bitte bæger smattede havtorn i Magasin Mad og Vin som jeg købte til den uhørte pris af 50 kr. Dem brugte jeg til en havtornsnaps, som desværre blev lidt for grumset, pga havtornens tilstand. 

Hos Vildnis kunne jeg købe en hel gren til 35,- som viste sig at have ca. dobbelt så mange frugter (i alt 100 gr.). Og Fru Vildnis gav mig det gode råd at smide hele grenen i fryseren i en halv time. Herefter kan man nemt pille de frosne, og ellers skrøbelige frugter af de genstridige stilke. SÅ smart!

Havtorn skulle efter sigende have et højt indhold af C-vitamin. Så nu er det bare at gå i gang med at eksperimentere....      

lørdag den 17. september 2011

Flødestuvede svampe

Vilde svampe er en herlig spise, der kan anvendes på mange måder. 


Min absolutte favorit, der er indbegrebet af efterår, svampe tur og absolut old school er flødestuvede svampe på et stykke ristet brød.


Svits lidt løg og hvidløg i smør og olie, tilsæt de nyhøstede svampe og lad dem svitse med til de er møre. Tilsæt fløde, og smag til med salt, peber og evt lidt citronsaft. Lad det koge ind og anret på et ristet stykke brød. Drys med grofthakket persille. 


En dejlig forret eller frokostanretning.

Svampejagt


Holdt sen sommerferie i år og brugte mange timer med at støve rundt i skovbundene i Skåne, Rold og Hover Dal plantage i Vestjylland og lede efter svampe. Med stort held.  Kan afsløre at 2011 er et FANTASTISK svampe år! 


Fandt både pigsvamp, karl johan, indigo rørhat, ægte kantarel, trompetsvamp, paryk blækhat og tragtkantareller til de dejligste måltider, tørring og fryseren (tragtkantarel er nem at tørre og kan sagtens smides i fryseren som den er - altså uden at blive svitset i smør eller olie først).


Og så kom jeg hjem til de vidunderlige nyåbnede torvehaller på Israels Plads og så, at der sælger de tragtkantareller for 50 kroner for 100 gr. 


Hmmm.... Måske skulle man bare sige sit job op og blive svampejæger....?







Restemad

Elsker at lave mad af rester. Der er noget særligt tilfredsstillende ved at få en dejlig ret ud af 'ingenting' og lidt kreativitet...


Her er en skøn 'salat' som jeg komponerede her til aften (og som min store nevø på 18 var heeeelt vild med)!


Brød/tomat/avocado'salat' 
En humpel gammelt brød skæres i tern der ristes gyldne i olie. Jeg brugte en hjemmebagt langtidshævet grovbolle, og ristede den i ovnen, der alligevel var i brug.


2-3 store solmodne tomater blendes med frisk basilikum, et fed hvidløg og et skvæt dejlig olivenolie og massen smages til med lidt salt.


1 avocado skæres i tern og dryppes med hvidvinseddike, så den holder farven.


Brødtern, tomatmassen og avocadoen anrettes på et smukt fad. Lad lige salaten trække lidt, så brødternene suger lidt af tomatmassen. Men sørg for at servere den mens brødet stadig er sprødt. Pynt med frisk basilikum og gerne lidt frisk esdragon.





fredag den 5. august 2011

Solæg fra vagtel på løgkompot








Laver som regel solæg til jul. Og det smager jo skønt, men kan godt blive lidt for jule-herre-frokost-på-værtshus-agtigt. Så var det jeg faldt jeg over en opskrift på sol-vagtelæg fra Fakkelgården. 


Her er min modificerede udgave med spansk islæt.


solæg:
1 bakke vagtelæg koges 10 minutter i saltvand - gerne tilsat løgskaller. Æggene afkøles og rulles så æggeskallerne revner og lægges i en saltlage af 1/4 liter vand og 50 gr salt (+-). Æggene skal stå og trække i mindst 2-3 dage, men kan holde sig i 2-3 måneder i køleskabet.


løgkompot
4 løg skæres i tynde skiver og steges ved svag varme i lidt olie til de er blanke. Herefter tilsættes en sjat hvid balsamico og løgene koges møre heri. Løgene afkøles og blandes med ca 1 spsk bornholmsk sennep (evt. grovkornet) og 3 spsk skyr. 


Løgkompotten anrettes med et par vagtelæg eller 3, lidt serranoskinke, tynde tynde skiver chorizo (gerne extra fort), tynde skiver radisser, lidt rugknækbrød og en lillebitte smule revet frisk basilikum.    


En skovmærke-snaps vil sikkert passe ret godt til....



tirsdag den 2. august 2011

Purløgsindexet


Et forårsbesøg i Camilla Plum's gårdbutik afslørede et purløgsindex på kr 70,-.... 


Håber virkelig, at det var et godt bundt purløg!!!

Pølser fra den gode slagter

Var oprigtigt forundret over hvor gode Irmas Brunchpølser var, indtil jeg opdagede, at de var lavet af min hjemstavns bedste slagter. 


http://www.christianvollstedt.dk/

Sommetider falder tiøren først når man læser det med småt!