udbenet kylling stegt i laurbær |
Denne opskrift er til en dag, du har god tid til at forberede aftensmaden. Til gengæld er den umagen værd, hvis du ligesom jeg kan lide smagen af laurbær. Jeg har en lille busk stående på altanen, som jeg primært bruger til denne opskrift.
Start med den besværlige del med at udbene en kylling. Hvis du er i tvivl om hvordan, så er der god hjælp at hente på youtube. Det kræver lidt omhu og tålmodighed, men når først kyllingen ligger helt uden ben i kroppen, er resten af tilberedningen, anretningen og serveringen en fest.
Krydr den benløse kylling med salt og peber, og hægt den sammen med et par kødnåle.
Varm olivenolie på en stor pande og spred masser af friske laurbærblade (12-15 stykker) som et tæppe ud i den varme olie. Læg kyllingen ned oveni laurbærbladene, og steg den på den ene side ca. 10 minutter. Løft herefter kyllingen op - forsigtigt så laurbærbladene hænger ved.
Gentag manøvren med olie, nye laurbærblade og steg kyllingen tilsvarende på den anden side.
Lad kyllingestegen hvile lidt, inden du skærer den ud i fine skiver og serverer den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar